Om biblioteket
Formål og lovrammer
Københavns Tekniske Bibliotek drives med henblik på betjening af
Ingeniørhøjskolen i København. Biblioteket er omfattet af og har
forpligtelser i henhold til Lov om biblioteksvirksomhed af 17. maj
2000.
Københavns Tekniske Bibliotek knytter sig til Ingeniørhøjskolen i
København. Biblioteket er et videncenter med speciale indenfor feltet
viden, herunder fysiske materialer, elektroniske databaser,
registrering af IHKs udviklings- og forskningsarbejder, undervisning og
formidling. Som videncenter bygger biblioteket på forskningsbaseret
viden inden for biblioteks- og informationsvidenskab.
Studerende og ansatte ved institutionen er den primære
brugergruppe, og indretningen af biblioteket søger at
fokusere på de studerende ved Ingeniørhøjskolens særlige behov.
Biblioteket er dog offentligt og kan benyttes af alle borgere.
Biblioteket finansieres af Ingeniørhøjskolen i København ved
bevilling fra Undervisningsministeriet.
Personale
Alle bibliotekets opgaver varetages af biblioteksuddannet personale, bl.a. informationsvejledning, web, materialevalg og registrering. Biblioteket varetager undervisning af alle studerende i informationskompetence med undervisningsplaner godkendt i samarbejde med Ingeniørhøjskolen.
Ledelse
Bibliotekets ledelse refererer til fagchefen og deltager i møder i fagledergruppen og administrationen.
Bibliotekets bygninger
Biblioteket har sit virke i et tårn. Rummet er cirkulært og 2 etager
højt og er en reminiscens af Gunnar Asplunds runde bibliotek i
Stockholm.
Bygningen er tegnet af PLH arkitekter.
Væggene øverst oppe er meget høje og tæt forsynet med lange smalle
vinduer hele vejen rundt. Loftet er hvælvet. Fra hvælvingens centrum
hænger en kæmpemæssig lysekrone, der symboliserer Rutherford og Bohrs
atommodel. De 3 ringe med 60 halogen lamper symboliserer
elektronbaner.
Tårnet rager op over det øvrige byggeri og fremtræder som et vartegn.
Bygningen er på ydersiden beklædt med gule mursten.